Når du læser dette, vil himlen over Israel sandsynligvis være stille igen, og vi vil have genoptaget vore normale liv. Indtil nu er 4340 raketter blevet affyret fra Gaza mod israelske civile, og de landede så langt mod nord som Tel Aviv og så lang mod syd som Eilat.
Den 10. maj, da bombardementerne begyndte, landede syv raketter i Jerusalem for første gang i et halvt århundrede. Da vi hørte luftværnssirenerne, skyndte vi os hen i vore beskyttelsesrum. I nogle områder er dette ikke så enkelt. I Sderot, lige ved grænsen til Gaza, har alarmerne lydt hvert minut. Børn er blevet traumatiseret for livet. I Tel Aviv, hvor der ikke er faldet raketter siden Saddam Husseins Scudmissiler under Golfkrigen i 1991, faldt der ca. 130 raketter på fem minutter.
Terrororganisationen Hamas, der kontrollerer Gaza, har bedre raketter nu. De når længere og kan affyres med større hyppighed end nogensinde og undviger enkelte gange Israels berømte luftværnssystem Iron Dome, hvilket betyder, at nogle raketter når deres mål. Hamas har også brugt droneteknologi til at droppe sprængladninger ned over befolkningscentrer.
Hamas’ mål er massemord. Lejligheder, skoler og børnehaver, synagoger, restauranter og busser er blevet ramt af deres raketter. Men Guds beskyttelse har reddet tusinder af liv. Alligevel er nogle få blevet ramt og hundredvis såret eller lemlæstet.
Prominente religiøse ledere og politikere har fordømt begge sider ligelig, men unfair. Ulig Hamas, så sigter Israel ikke efter at ramme civile, men efter at ramme Hamas’ terrornetværk.
Israels svar kunne have været meget hårdere, men opgav overraskelsesmomentet og fordelen i styrke for at beskytte civilbefolkningen: der blev foretaget telefonopkald til ejendomsfunktionærer for at advare beboerne om at evakuere bygningerne. Desuden affyrede militæret ”banke-på-taget”-missiler, som anrettede ubetydelige skader på de bygninger, hvor Hamas opererede i strid med humanitære love. Enhver Gaza-beboer ved at Hamas-terrorister, der gemmer sig blandt civile i lejligheder, skoler og moskeer er potentielle mål for Israel.
I mellemtiden har lederen af Det palæstinensiske Selvstyre (PA), Mahmoud Abbas, ikke afholdt nye præsidentvalg siden hans embedsperiode udløb i 2009. Han gik til sidst med til at afholde valg den 22. maj. Men da han indså, at hans korrupte og uduelige parti ville tabe til Hamas, aflyste han valget.
For at aflede folks opmærksomhed opildnede han til demonstrationer mod Israel på baggrund af falske anklager om, at Israel havde stjålet palæstinensiske huse. Sandheden var, at Højesteret dømte til fordel for de jødiske ejendomsbesiddere, der ikke havde fået udbetalt husleje i 50 år af de arabere, der havde boet ulovligt i husene.
Da det samtidig var Ramadan, den muslimske måned, hvor der fastes fra daggry til skumring, hørte tusinder af arabere hadprædikener mod jøderne. Om natten var der derefter voldelige demonstrationer i et hidtil uset antal byer og storbyer fra Beersheba til Haifa.
Sten dræber, og det samme gør molotov-cocktails, selv om det ikke er hightech-våben. Ild ødelægger. I byen Lod blev fem synagoger brændt ned, på landsplan blev ti brændt. Toraruller gik til, hvilket fremkaldte levende mindelser om Kristallnacht for Israels 200 000 Holocaust-overlevende.
Abbas’ timing var strategisk valgt, fordi USA var optaget af hjemlige frem for udenrigsproblemer. Til forskel fra hans forgænger udbetalte præsident Joe Biden 300 millioner dollar til PA, som gik rub og stub til køb af våben og til PA’s hjælpeprogrammer for terrorister og deres familier. Det signalerede, at amerikanerne ville se mellem fingrene, når det kom til vold fra PA’s side. For i øjeblikket at virke balancerede sagde Det hvide Hus, at Israel har ret til sikre grænser.
Hamas oplever aftagende støtte og var derfor vrede over det aflyste valg. I denne situation søgte de en måde at genvinde relevans. At skyde med raketter på Israel, er en skudsikker måde opnå dette på. Internationalt pres har forhindret Israel i nogensinde at afslutte konflikter, startet af Hamas (i 2006, 2008-2009, 2012, 2014, 2018 og 2019). Siden Hamas-terrorister ikke tvinges til at kapitulere har resultatet været, at Israel kun har haft pauser mellem konflikter, men ingen garanteret fred.
Fra europæerne var man igen garanteret en fordømmelse mod israelske aktioner. Ganske vist anerkendte 25 europæiske lande Israels ret til at forsvare sig, men der var masser af advarsler mod for kraftige reaktioner. Den israelske politiske rådgiver og skribent, David Weinberg, stillede et rimeligt spørgsmål: ”Hvilken værdi har Vestens støtte til ’Israels ret til sikre og anerkendte grænser’, hvis disse grænser ikke kan forsvares?” (davidmweinberg.com, 14. maj 2021).
Det, vi i sidste ende er vidne til nu, er blot en øvelsesrunde før den næste konflikt. Hamas’ beskytter, Iran, iagttager og udvikler nye taktikker ved at evaluere de overståede raketkampagner og Israels svar herpå. Irans andre proxyer, Hizbullah, i Libanon og oprørerne i Irak, Syrien og Yemen venter på ordrer til at angribe. Mange af Hizbullahs 150 000 sofistikerede missiler er GPS-styrede og kan nå ethvert punkt i Israel.
Iran og PA ser præsident Biden som svag og derfor ikke en hindring. I deres øjne nærmest tigger han Iran om at lave en atomaftale med amerikanerne.
Iagttagere uden for Mellemøsten ser ofte alt det, der foregår som vanvid. Billeder af ophidsede, råbende mænd og kvinder, med øjne fulde af raseri, udspilede blodårer på deres hals påvirker os emotionelt, og begivenheden gentager sig igen og igen bare så længe, der er kameraer, der optager.
Den simplistiske forklaring giver kampen mellem ”stridende fætre” skylden. Der er dog en anden side, den, som nyhedsmedier og politikere ikke tør røre ved: det jødiske folk og deres gamle stykke land er midtpunkt i en årtusind gammel strid ”ikke mod kød og blod, men mod magterne og myndighederne, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet” (Ef. 6,12). Vi er vidner til en krig fra helvede mod Gud og Hans ”fyrtårn for nationerne” (Es. 49,6).
I sådan en konfrontation er resultatet givet. Gud og Hans udvalgte folk vil sejre, selv om verden syder. På trods af tab, vil Israel holde ud, fordi ”Han blunder og sover ikke, Han som bevarer Israel” (Sal. 121,4). Disse er velkendte og meget brugte vers.
En appel til jer, vore læsere: Det største våben mod Israel er tavshed. De, som siger, at de elsker Israel, men ikke siger noget, mister en lejlighed til at velsigne Israel i ord. Dine bønner og dine gaver vil høste velsignelser, men der er også brug for din stemme og blækket i din pen. Selv om der for tiden er stille i Det hellige Land, så proklamér frimodigt dit standpunkt for Israel til naboer, men også til valgte embedsmænd og nyhedsmedier. De vil reagere på baggrund af antallet af opinioner, de modtager. De lytter i sandhed til holdninger fra Israels fjender.
”Bed for Jerusalems fred” (122,6) og for hele Israel.