– Rabbi Avraham Sinai, tidl. Ibrahim Yassin, var israelsk spion i terrorgruppen
Times of Israel, redaktionen, den 14. maj 2016
Da 120 unge israelske soldater stod opstillet foran præsidentens residens i Jerusalem den 12. maj for at modtage udmærkelser for deres hædersfulde tjeneste, blev de rost og hyldet af lederne for deres usædvanlige personlige historier.
Men ikke mange af disse historier kan sammenlignes med Amos Sinais, en ung soldat i Golan-brigaderne, som var en af dem, der modtog ros.
For Amos var ikke indfødt israeler. Han var ikke engang født som jøde, men en shiitisk muslim
i Libanon. Dette blev fortalt i Israels Kanal 2 nyheder den 13. maj. Hans far, rabbi Avraham Sinai, var engang Ibrahim Yassin, muldvarp for Israel, plantet dybt inde i terrororganisationen Hizbullah.
Amos insisterer på, at det er hans far, ikke ham selv, der fortjener den sande ære for ”at have gået gennem helvede for at beskytte os for Hizbullahs rædsler og bringe os til Israel, så vi kunne vokse op og leve her som en normal familie, fri og uden forfølgelse.”
Historien om den gamle Sinais skuffelse over Libanon begyndte under den libanesiske borgerkrig, som begyndte i 1975 og involverede talrige krigsførende parter, inklusive Syrien og Israel. Sinai fortalte, at han var forfærdet over den syriske hærs og de militante palæstinensiske gruppers handlinger under konflikten.
Han berettede om mishandlingen af hans datter i hænderne på en gruppe palæstinensiske krigere, som bandt hende til to biler og derefter kørte i to forskellige retninger.
”Hun skreg, mens bilerne strakte hende. Jeg så det udenfor mit hjem med mine egne øjne”, forklarede han Kanal 2.
Da den israelske hær trængte ind i Libanon i 1982, var hans indtryk af dem med det samme positivt, fortalte Sinai. Mens mange straks bød IDF velkommen, fik en oplevelse en særlig betydning for Sinais fremtid.
”Min kone skulle føde, og der var ingen til at hjælpe os. Ingen bil i landsbyen, ingen medicinsk klinik, ingen jordmoder,” husker han. ”Men så passerer en israelsk rutinepatrulje forbi på vejen.”
Sinai kaldte på hjælp, og den israelske officer sprang ud.
”Normalt ville de ikke køre ind i landsbyen. Hør her, denne israeler satte sit liv på spil, da han gik ind i landsbyen med hans deling, rekvirerede en helikopter til landsbyen, bar min kone ind i heli-kopteren og fløj hende til Rambam Hospitalet i Haifa”, fortalte han.
Efter denne hændelse, blev Sinai ven med israelerne og hjalp dem af og til med informationer. Dette fangede den nyligt oprettede Hizbullahs opmærksomhed, og organisationen kidnappede ham til en underjordisk bunker, hvor han blev forhørt og tortureret i flere måneder.
Torturlederen var en ung Imad Mughniyeh, som senere blev organisationens internationale operative chef og berygtede hjerne bag deres terrorhandlinger, og som døde i en bombeeksplosion
i Damaskus i 2008.
”Jeg kunne kende ham på hans fodtrin,” fortalte han Kanal 2. ”Jeg startede automatisk med at ryste, inden han havde sagt et ord.”
”Han hængte mig op i hænderne, skød rebet over og lod mig falde ned i et kar med skoldhedt vand. Der gik ikke en dag, hvor jeg ikke mistede bevidstheden for hans fødder.”
Da han ikke gjorde nogen fremskridt, førte Mughniyeh til sidst Sinais lille søn frem for ham. Da Sinai stadig erklærede sig uskyldig, lod militslederen Sinais søn ”brænde levende for mine øjne.”
Hizbullah blev til slut overbevidst om, at Sinai var uskyldig og satte ham fri. Det var da, at han besluttede at tage hævn over organisationen. Han sluttede sig til Hizbullah og steg i graderne, alt i mens han spionerede for Israel.
”Jeg tog til den israelske grænse…til fods…for at mødes med fyrene fra den israelske hær,” fortalte han, da han og Amos tidligt i maj tog på en tur til grænseområdet med Kanal 2.
Sinai blev anset for at være en udmærket agent og tjente landet i 10 år, hvor han gav sin kontakt-person en masse livsvigtige informationer. Denne kontaktperson var en ung Yoav Mordechai, i dag generalmajor og koordinator for regeringens aktiviteter i territorierne, med ansvar for de israelske kontakter med palæstinenserne på Vestbredden og Gazastriben.
”Jeg var villig til at dø og ikke komme tilbage til ham fremfor at skulle sige: ’Jeg kunne ikke få fat
i det, du ønskede’”, fortalte Sinai ved et møde med Mordechai, filmet på Kanal 2 midt i maj.
Mordechai sagde, at Sinais bidrag reddede ”flere dusin soldaters liv.”
I 1997 blev Sinai, hans kone og fem børn smuglet til Israel, fordi man følte, at hans situation var blevet for farlig. Hele familien konverterede derefter til jødedommen. De har levet i Safed ved Galilæa-søens bredder lige siden, og Sinai er blevet rabbi. TV-dokumentaren filmede ham i hengiven bøn.
Han fortalte, at han ikke savner Libanon. ”I dag ser jeg op på Libanon og tænker ved mig selv, at jeg ikke ønsker at se på det… Her er Himlen; der er helvede. Nu er jeg i Himlen; hvorfor skulle jeg tage tilbage til helvede?”
Amos er Sinais fjerde søn, der tilslutter sig IDF. Han vil fuldføre sin værnepligt i løbet af de næste måneder, men siger, at han planlægger at fortsætte indenfor sikkerhedsanliggender.
”Jeg kunne godt tænke mig at fortsætte tjenesten i Shin Bet, måske i fængselsvæsenet,” fortalte han Ynet News.
Avraham anførte desuden, at under andre omstændigheder kunne hans søn have været en feteret Hizbullah-kriger. ”Det gik de så glip af,” var hans vittige kommentar.
Da far og søn denne uge mødtes med Sinais gamle kontaktperson i Tel Aviv forud for ceremonien, var varmen mellem rabbineren og generalen håndgribelig, da de mindedes deres eskapader, hvor de ”mødtes midt om natten dybt inde i Libanon med morterstillinger omkring os.”
Mordechai noterede med tilfredshed, at Amos nu var en hædret soldat i Golan-brigadens 51. bataljon, samme enhed, som han selv engang tjente i. ”Hvilken glæde,” strålede han stolt. ”Sikke dog verden ændrer sig.”
For Amos’ vedkommende, så var han fuld af forventning til præsidentens ceremoni. ”Jeg ved, hvor vigtigt, det er for min far.”
Sinai bekræftede hans følelse. ”For tredive år siden stod jeg i Hizbullahs fangehuller, dækket af blod, med hovedet bøjet og med iturevet tøj,” fortalte han Ynet.
”Næste uge står jeg i hvid skjorte med hovedet højt løftet foran Israels præsident, som vil give min søn en æresbevisning. I de øjeblikke vil jeg med smerte og tårer huske Amos’ ældre broder, som aldrig nåede frem til Israel.”