Hvad har de følgende historier til fælles?
En lidt morsom besked blev indtalt på vores telefonsvarer i Jerusalem for nogle dage siden: en butiksekspedient ringede og sagde, at min far havde været på apoteket og glemt at få sin to shekel-mønt tilbage i byttepenge. Hvis min far ville have mønten, skulle han komme tilbage efter den, ellers ville hun putte den i velgørenhedsbøssen.
De to shekel var ca. en halv dollar værd, men farmaceutens samvittighedsfulde ærlighed var opmuntrende. Til forskel fra den typiske, vesterlandske kultur, der fremhæver indtjening, forbrug og akkumulering af rigdom, så var det forfriskende at møde én, der fastholdt de bibelske værdier om ærlighed.
Det mindede mig om en hændelse en uge efter, at jeg og min familie flyttede til Jerusalem for to årtier siden, hvor jeg modtog et opkald fra politiet. Betjenten spurgte mig, om jeg ikke havde mistet noget. Jeg blev overrasket, for jeg havde slet ikke opdaget, at jeg havde forlagt min pung. Jeg fik pungen tilbage samme dag. Der var ikke stjålet noget, selv om den indeholdt de kontanter, vi skulle leve for de første dage i vores nye hjem.
Efter 18 år fik jeg endelig en ny bil. Sælgeren rakte mig en gave, da jeg underskrev salgskontrakten: en nydeligt indpakket Salmernes Bog. Alle hans kunder modtog samme gave som et tegn på påskønnelse. Kun i Israel ville man se en sådan åbenlys demonstration af tro på Bibelen.
I august var jeg i Ben Gurion-lufthavnen mellem Jerusalem og Tel Aviv, hvor jeg ventede på en tidlig morgenflyver til udlandet. Jeg havde rigelig med tid, så jeg gik hen for at bede i en lille synagoge, klemt inde mellem toldfrie butikker i afgangshallen.
Tredive mænd og en håndfuld kvinder tæt ved, alle passagerer og fremmede for hinanden, var stuvet sammen i det lille rum. Klokken ti minutter over fem, lige som daggryet brød frem, begyndte de at bede i kor, citerede lovsangssalmer og læste fra Torah-rullen. Det var en glædesfyldt og inspirerende begyndelse på min rejse.
Ved begyndelsen af skoleåret mødte premierminister Benjamin Netanyahu to hundrede studenter og opmuntrede dem til at studere matematik og naturvidenskab, lære sprog og studere Bibelen. Hans søn, Avner, har vundet konkurrencen Den nationale Ungdomsbibelquiz i 2010 i en alder af 15 år. Premierministeren er vært for en regelmæssig bibelstudiegruppe i sit hjem.
Hvilket andet statsoverhoved har gjort noget lignende? Nogle går højst i kirke en gang imellem om søndagen.
Det, der er fælles for disse historier, er, at de viser en side af Israel man sjældent ser, en side, som er reglen snarere end undtagelsen. Israel er en velsignet nation. Det er udvalgt til at bringe lys til nationerne, at drage nationerne til tro på frelsens sande Gud (Es. 42, 6; 49, 6).
Dette lys er ofte svært at se, fordi nyhedsmedierne kun graver det dårlige frem i Israel ligesom gribbe, der søger efter bytte. Forbrydelser, korruption, hykleri hos politikere, præster eller bare almindelige borgere bliver udstillet synligt som forside-foder til al verden.
For de, som tror, er Israel imidlertid et miraklernes land. Faktisk står der i Ezekiel 36, 35: ”Dette land, som var ødelagt, er blevet som Edens have, og byerne, som var omstyrtet, ødelagt og nedrevet, er befæstet og beboet.”
Esajas’ profeti er blevet opfyldt: ”For HERREN trøster Zion, trøster alle dets tomter, Han gør dets ørk som Eden, dets ødemark som HERRENS have; dér skal findes fryd og glæde, lovsang og strengespil.” (Es. 51, 3).
Det er en nation, hvor troen er vidt udbredt, grundet på Bibelen og fædrenes undervisning. Det er derfor ingen overraskelse, at de fester, som folk deltager mest helhjertet i, er dem, der er forbundet med Bibelen og med begivenheder for tusinder af år siden.
Chanukah minder om genindvielsen af Templet, efter at det var blevet skændet med svineofre af den invaderende, tyranniske seleukide Antiokus 4. Epifanes for 2181 år siden. Der var kun lige kosher olie nok til, at Templets menorah (kandelaber) kunne lyse én dag, men ved et mirakel brændte olien i otte dage. I år vil Chanukah blive fejret af jøder i Israel og resten af verden fra solnedgang den 24. december til 1. januar.
Den falder sammen med de traditionelle, vesterlandske datoer for julen, som fejrer Jesu fødsel som verdens lys, der bragte frelse og evig fred. Der står også i Johannes 10, 22, at Jesus var i Templet i Jerusalem på tempelvielsesfesten, Chanukah.
Nu da de hellige festdage nærmer sig, ønsker jeg på hele familien Goldbergs vegne vore læsere en tid af glæde og eftertanke, velsignelse og fornyelse. Må vi alle modtage visdom og beskyttelse i disse farlige tider, og må vi ikke glemme dem, som er i nød, og dem som lider på grund af deres tro.