Ariel repræsenterer den 3. generation i vores team, når vi holder foredrag i det oversøiske. Siden 2010, da han var 15 år, har han allerede spillet guitar og klaver i et halvt dusin lande, og han har sunget både egne kompositioner og andre sange om Guds løfter til Hans folk. I år medvirker han i juni, juli og november i Danmark, Tyskland, Sverige og Schweiz. Kig også på hans musikvideoer på vores hjemmeside .
„Bed om Jerusalems fred! Ro finde de, der elsker dig!” (Sal. 122, 6)
Jeg vil gerne dele en historie med læserne:
På årsdagen for sin mors død var min mor, sammen med min broder, i Danmark i december sidste år for at besøge sin aldrende far. De besøgte også den store synagoge og det jødiske menighedscenter i Krystalgade i København. Mor ville vise min bror, nu da han havde en kort orlov fra det israelske luftvåben, hvor hun havde bedt som barn.
Det faldt hende i øjnene, at gaden nu konstant var spærret for gennemgående trafik. Da de gik hen til synagogens forreste indgangsdør, stoppede en vagt dem og sagde, at de ikke kunne komme ind i synagogen uden dørenes sikkerhedskode. De skulle ringe på døren, vente på en medarbejder og så forklare, hvorfor de ville ind. Min moder ringede på, og kort tid efter kom Gabbai’en (vagtmesteren) ud. Mor måtte som bevis på deres jødiske identitet vise begge israelske pas og forklarede tålmodigt på flydende dansk, hvorfor de ville ind. Kort efter måtte de gå igennem en sikkerheds jernport, vente til denne havde lukket sig bag dem og var så lukket inde i et lille rum. Først derefter blev den anden sikkerhedsport lukket op, og de kunne gå ind på synagogeområdet. Dette er normalt i dag.
Gabbai’en viste dem den gamle, rigt dekorerede bygning, som min mor kendte så godt fra sine barndomsår, og indbød begge hjerteligt til Shabbat-gudstjenesten i ugens afslutning.
Den 15. februar 2015 skød Omar Abdel Hamid El-Hussein på deltagerne ved Bat Mitzwah-festen for en 12-årig pige. Han ramte derved 37-årige synagogemedlem Dan Uzan, som netop havde vagttjeneste, i hovedet. Han døde senere af sine sår. Min bedstefar kendte ham udmærket. Den bevæbnede gerningsmand skød også på to politifolk og sårede dem. Dog takket være de forstærkede sikkerhedsforanstaltninger kunne angriberen ikke trænge ind i bygningen. Ellers havde der sikkert udspillet sig en endnu større tragedie.
Jeg forstår godt, hvorfor der på dette sted er disse strenge sikkerhedsforanstaltninger. Der er en grund til de dobbelte døre. Der er en grund til den afspærrede gade. Der er en grund til vagtposterne og politifolkene. Det er forholdsregler, sat i værk for at beskytte en jødes liv, en jøde, der ganske enkelt vil bede til sin Gud. Ikke andet.
Jeg har oplevet de samme sikkerhedsforanstaltninger i Frankfurt, Stockholm, Warszawa og Zürich, og man kan være sikker på, at det er det samme i mange andre europæiske byer – Amsterdam, Berlin, London, Oslo, Paris, Wien, etc. Ikke kun i Europa. Vagtposter står også ved synagogeindgange i Buenos Aires og Los Angeles.
Jøder bliver forfulgt i sine bedehuse. Det har ikke noget at gøre med jøder, der støtter zionismen eller Israel. Disse angreb retter sig ikke mod en såkaldt besættelse. Angrebene på jøder i Europa og andre steder bliver udført af dem, som hader den blotte eksistens af jøder. Allerede nu er de kristne i Mellemøsten deres næste ofre.
Naturligvis ville jeg ønske, at alle jøder kom hjem til Israel, ligesom jeg. Men det fritager ikke en nation for dens ansvar for at beskytte alle dens borgere og befri deres liv for terror og vold.
Jeg har skrevet dette essay, fordi jeg ønsker at skabe en bevidsthed om de sikkerhedsforanstaltninger, som jøder i Europa må gribe til, bare for at kunne bede. Jeg skriver det til kristne venner, for jeg kan gå ind i jeres kirker uden at blive adspurgt eller visiteret eller skulle vise identifikation. Det misunder jeg. Jeg ønsker at kunne gøre det samme, når jeg næste gang går ind i en synagoge i Danmark, Tyskland, Sverige eller Schweiz.
Salme 91 er en trosbekendelse i svære omstændigheder. Det andet vers er det centrale: ”Jeg siger til HERREN: Min tilflugt, min klippeborg, min Gud, på hvem jeg tror.”