Det var fredag morgen den 14. juli, nogle minutter i syv, ved Kotel, den gamle Tempelbønnemur i Jerusalem.
Jeg var omgivet af hundreder af jøder, der bad i den kølige morgenluft. Jeg havde sluttet mig til dem og var snart færdig med at læse navnene på flere hundred venner fra hele verden, der havde kontaktet os for at bede om forbøn. Det var en glæde at være her, inspireret af det forenede kor af lovprisning ved dette gamle, hellige sted, bygget af kong Salomon, som jøderne har gjort i 3000 år.
Stemningen blev brudt af den pludselige, trampende lyd af tunge fodtrin. Vi kiggede alle op og så dusinvis af bevæbnede politi- og sikkerhedspatruljer, der løb op ad den trærampe, der stødte op til pladsen. Det var tydeligt, at der skete noget forfærdeligt på Tempelbjerget.
Det fortsatte i flere minutter. Sirener hylede, idet mange politi- og sikkerhedskøretøjer med blinkende, blå advarselslys hastede ned ad omfartsvejen uden for Den gamle By.
Jeg gik tilbage til min bil og ventede på en pause i polititrafikken, så jeg kunne køre hjem. Den gamle By blev forseglet og ingen havde tilladelse til at komme ind, hverken i bil eller til fods.
Senere samme morgen hørte jeg, at tre arabiske mænd fra Umm el Fahm i det nordlige Israel havde angrebet politiet ved en af Den gamle Bys porte og dræbt to af dem. Alarmer lød, og politiet havde forfulgt dem. Til sidst blev terroristerne dræbt i en skudduel på Tempelbjerget lige over det sted, hvor jeg havde bedt.
Palæstinensisk arabiske nyhedsmedier spildte ikke tiden med at udnævne terroristerne til martyrer og gav som sædvanlig Israel skylden for skyderierne. De glemte blot at fortælle om de daglige opfordringer, der spredes i medierne, kontrolleret af Det palæstinensiske Selvstyre (PA), til netop denne form for terror.
Ikke overraskende var der de følgende uger flere grusomme efteraber angreb.
Premierministeren lukkede klogeligt ned for al adgang til Tempelbjerget i tre dage indtil temperamenterne var kølnet. Men det skulle ikke ske på den måde. Da der blev lukket op igen, var der opstillet flere metaldetektorer, som enhver skulle passere, ligesom dem muslimerne skal gå igennem på deres pilgrimsrejse til Mekka i Saudi-Arabien, og ligesom dem de jødiske besøgende på Kotel-pladsen har passeret gennem i årtier.
Muslimerne ville ikke finde sig i det. De nægtede at lade sig checke og valgte i stedet at bede i gaderne uden for området. Ansporet af deres imamer til ”Raseriets dage” fulgte der nogle voldelige demonstrationer. Palæstinensiske religiøse og politiske ledere pressede på for en eskalation af protesterne. Verdens ledere pressede Israels premierminister Benjamin Netanyahu til at give efter og fjerne metaldetektorerne.
I løbet af samme periode var der flere rapporter om, at præsidenten for PA, Mahmoud Abbas, nægtede at standse betalingerne til dræbte terroristers familier eller til terrorister, der sidder i fængsel. Uden at tage hensyn til det løfte Abbas havde givet den amerikanske udenrigsminister Rex Tillerson i maj, svor Abbas, at han aldrig ville stoppe med at betale løn til terrorister. Som følge af dette har PA i dette års budget øget lønningerne til fængslede terrorister med 14 % og reserveret 355 millioner US-dollars til direkte finansiering af terror, hvor af meget kommer fra udenlandsk bistand. (Palestinian Media Watch, 19. juli 2017)
Praksissen med at sponsorere terrorister, som begyndte i 1964, er en stor inspirationskilde til at begå vold. Palæstinensiske arabere presses til at begå forbrydelser mod jøder, idet de ved, at de og deres familier vil modtage månedlige ”pensioner”.
Udskriften af det israelske politis rapport over forhøret af terroristen, Khaled Rajoub, er informativ:
Spørgeren: ”Hvorfor besluttede du at dræbe soldater og ikke andre?”
KR: ” Det bedste er at dræbe soldater. På den måde vil de have våben, og de vil skyde mig og dræbe mig. Men hvis jeg ikke er i stand til at dræbe soldater, prøver jeg med bosættere, vagter – med andre ord: ethvert israelsk mål – det vigtige er, at jeg vil dø, og de vil dræbe mig, så mine børn vil modtage PA-godtgørelse og leve lykkeligt.”
…
Spørger: ”Er du stadig besluttet på at gøre det?”
KR: ”Selvfølgelig, 100 % sikkert. Jeg siger jer – hvis I ville sætte mig fri, ville jeg gøre det så hurtigt som muligt. Jeg vil skaffe en anden bil, og jeg vil køre [soldater] ned ved den første militærpost, jeg ser. Jeg vil dræbe så mange som muligt, og de vil skyde mig, og jeg vil dø. Der er ikke andre løsninger.”
…
Spørger: ”Ønsker du at tilføje noget?”
KR: ” Nej, Allah velsigne jer. Men jeg siger jer igen – jeg fortryder ikke, hvad jeg har gjort, og hvis jeg får lejligheden, vil jeg gøre det igen, og jeg vil dræbe soldater og enhver israeler, jeg støder på.”
(PMW, 10. juli 2017)
Mens Mellemøstens trykkoger overophededes, som den gør med jævne mellemrum, viste andre nyheder et mere optimistisk billede:
Turisme til Israel øges, og overgår hidtidige rekorder. Hoteller og turistmål er fyldt op.
International samarbejde og diplomatiske kontakter blomstrer, og kommerciel handel trives.
Den indiske premierminister Narendra Modi lægger en krans ved den indiske kirkegård i Haifa den 6. juli 2017.
I et holdningsskift fra årtiers fjendskab aflagde Indiens premierminister Narendra Modi et historisk og meget varmt besøg i Israel, det første fra denne nation med 1,3 milliarder mennesker. Øjenbrynene rejste sig endnu mere, da han undlod at have kontakt med PA under besøget.
Der er konstant besøg af statsoverhoveder fra Afrika, Asien og Østeuropa, hvilket ses af de hyppige skift af udenlandske velkomstflag på hovedvejene, der leder til regeringscenteret i Jerusalem.
Selv om de stadig er neddæmpede, er der vedvarende kontakter med arabiske Golfstater, særlig Saudi-Arabien, for at diskutere sikkerhedsspørgsmål. De sunni-arabiske stater føler sig truet af det shiitiske regimes sabelraslen i Iran. Sunni-landene vedkender sig fordelene ved samarbejde med Israel, selv om de officielt stadig er kritiske over for Israel.
Hvordan reagerer den jødiske stat på den vold, som den har været udsat for fra arabernes og muslimernes hænder siden 1948 som moderne nation og i århundreder som folk?
På samme måde, som det altid har gjort: ved at være en velsignelse for ”fjender” med desperate behov.
For eksempel har Israel siden august 2016 gennemført 110 hjælpeoperationer til støtte for den krigshærgede syriske befolkning. I løbet af den tid er hundreder af tons humanitær hjælp uddelt til 200 000 indbyggere i syriske landsbyer langs med den israelske grænse. Der blev givet lægehjælp, vand, elektricitet, uddannelse og mad, sagde den israelske hærs talsmand brigadegeneral Yariv Ashur den 19. juli i år. (Jerusalem Post, 19. juli 2017)
Indtil nu er der givet 360 tons mad, 456 000 liter benzin, 100 tons tøj, 12 tons sko, plus elektriske generatorer og campingvogne til klinikker eller klasseværelser til syriske civile.
Der er endda uddelt 12 000 pakker modermælkserstatning og 1800 pakker babybleer. Ødelagte vandledninger er blevet erstattet af 600 meter israelske rør for at forsyne 5000 landsbyer med rindende vand.
Over 3000 syge og sårede syrere er blevet behandlet siden 2013, heraf en tredjedel børn. Hver uge ankommer en busfuld syge børn til Israel for at få behandling. Hver måned kommer 600 børn sammen med deres forældre. De har kroniske sygdomme og er patienter med behov for opfølgning. De vender hjem med rygsække, fyldt med tøj og medicin.
70 % af patienterne er mænd, resten er kvinder og børn. Både civile og kombattanter behandles anonymt for at beskytte dem. Hvis de har behov for det, bringes de til behandling på hospitaler. Et nyt felthospital bygges lige inden for Syriens grænse med plads til 18 læger, der kan behandle op til 500 patienter om dagen.
For Israel kaldes dette ”Operation god Nabo”. Israel er engageret i dette selv om terrorangreb finder sted i dets hovedstad. For jøder såvel som for kristne er det et fundamentalt bibelsk princip at hjælpe de nødlidende, selv om de er oplært til at hade.