Det var på toårsdagen for de skovbrande, der overraskede os i vort boligkvarter, men som vi blev forskånet for på grund af en kraftig modvind.
Den 27. juni 2018 skete det igen. Lige ved siden af vores hovedkvarter i Jerusalem. Græsset brændte langs med grunden, lige op mod vores gårdmur, og flammerne sved endda de øverste grene på de ca. 15 m høje træer. Flere brandbiler ankom hurtigt med deres dygtige mandskab, men nogle af vore ansatte sprøjtede også med haveslanger. Politi og ambulancer rykkede også ud. Vores bygning var næsten helt indhyllet i røg. Situationen var alarmerende, men ikke uovervindelig.
Var det på grund af de 35 graders varme, at noget selvantændte spontant, eller var ilden antændt af Israels fjender og af fjender af vores arbejde? Vi vil aldrig få det at vide. Vi takker Herren for beskyttelse mod stor skade.
Og i det sydlige Israel?
Disse oplevelser med skovbrande forekommer næsten trivielle sammenlignet med det vore israelske landsmænd, der lever tæt på Gaza-striben, oplever. De må dagligt indånde røgen fra hundreder eller tusinder af brændende bildæk. De fredelige palæstinensiske arabere bandt molotovcocktails fast til balloner og drager og sendte dem over grænsen en masse. De De antændte over 400 brande og ødelagde over 3650 hektarer af skove og dyrebare kornmarker indtil slutningen af juni.
I ugevis blev der dagligt affyret mange raketter mod Israel fra Gaza, fra det land, der var givet til araberne for fredens skyld. Igen og igen måtte Israels indbyggere, både skolebørn og gamle, skynde sig i beskyttelsesrum for at undgå at blive ramt. I løbet af 22 timer affyrede de 166 raketter mod Israel. Endda en børnehave blev ramt. Hvordan vil det mon påvirke børnene på lang sigt?
Når det israelske luftvåben uskadeliggører raketaffyringsramperne, reagerer nyhedsmedier og politikere over hele verden hysterisk i en sønderlemmende kritik og fordømmelse af Israel. Som én, der har oplevet krig, er jeg forundret over Israels tålmodige selvbeherskelse.
Nyhedsmedierne rapporterer om ”fredelige demonstrationer” ved grænsen, selv da de flere steder blev voldelige, udført af kendte terrorister og betalt af krigsmagere.
Blivende erindringer
Min hustru Leah og jeg (begge i slut 80’erne) tænker ofte på børnene i det sydlige Israel. Raketbeskydningerne forårsager traumatiske ar, som de vil bære på resten af deres liv. Vi mindes begge talløse russiske og amerikanske bombninger under 2. verdenskrig. Særlig om natten blev vi vækket mange gange og tilbragte ofte nætter i bunkere.
De fleste af Israels børn har hørt om deres forældres og bedsteforældres tragiske oplevelser. Vi ønsker inderligt for dem, at de må få fredfyldte og glædesfyldte liv. ”Glæd dig, Jerusalem! Der juble enhver, som har det kær, tag del i dets glæde, alle, som sørger over det” (Es. 66,10).