Der sker noget underligt for tiden, en uvant tendens, som jeg har observeret de sidste måneder: støtten til Israel er voksende, i det mindste i øjeblikket.
• Diplomater og repræsentanter for regeringer flokkes i Israel. Deres iver efter med egne øjne at se Israels videnskabelige fremskridt, højteknologiske præstationer og sikkerhedsekspertise er bevis for betydeligt varmere relationer. Officielt er der stadig kritik i FN og andre steder, men i uofficielle samtaler er holdningen anerkendende og entusiastisk.
• Da Israels premierminister Benjamin Netanyahu (Bibi) rejste til Indien på statsbesøg i januar blev han modtaget som en gammel ven af premierminister Narendra Modi. Det var sikkert et interessant syn at se en stolt leder for en nation på 1,3 milliarder mennesker hjerteligt omfavne en glad leder for en nation med mindre end ni millioner indbyggere. Den strategisk tilrettelagte rejse gav gensidige fordele i form af handel, teknologi og forsvar.
For Modi var det en kæmpeopgave at gøre hans lands borgere, som inkluderer 172 millioner Muslimer, kendt med tanken om venskab med den jødiske stat. Men besøget var rigt på symbolik. Da Netanyahu kørte fra lufthavnen var vejen fyldt af tilskuere i ti-tusindvis, der råbte hurra og gentog: ”Bibi, Modi, Bibi, Modi”, en kærlighedsfest, som israelske statsoverhoveder sjældent oplever.
• To tredjedele af FN’s medlemsnationer fordømte USA’s præsidents beslutning om at anerkende Jerusalem som Israels 3000 år gamle hovedstad, men en tredjedel gjorde ikke. Dette er ikke uden betydning.
Men det betyder næppe heller, at Israel ingen bekymringer har.
Borgerkrigen i Syrien er ikke slut, og 30 lande har stadig militærbaser på syrisk jord. Rusland, syriske oprørere, Iran via dets stedfortrædere som f.eks. Hizbullah, og andre presser alle på for mere territorium.
Iran er her en klar vinder. Med nedkæmpelsen af hovedparten af oprørerne har Iran været i stand til at danne en landkorridor, strækkende sig gennem Irak, Syrien og Libanon til Middelhavet og videre til Europa, en vældig strategisk sejr.
Israel har i årevis advaret om den trussel, som dette udgør, men Europa er ubekymret. Når det kommer til stykket, så blomstrer handelen med perserne igen.
For Israel er der en bekymring mere: med Irans stedfortræder Hamas i Gaza og dets rebeller i form af ISIS-sympatisører over hele det ægyptiske Sinai, er Israel truet fra syd.
Mod øst er Jordan. Kong Abdullah udgør ikke nogen fare, men hans monarki er konstant sårbart overfor revolter fra de 70 % af befolkningen, der ikke er beduiner som han selv. De er palæstinensiske arabere, som er hadefuldt anti-Israel.
Truslerne fra alle sider er som en løkke om halsen på Israel, der kræver uafbrudt årvågenhed, og nogle af dem er til at leve med, mens andre må klares af Israels militær.
Inden for Israel er der konstant farer. I november 2017 var der 84 tilfælde af terror over hele landet. I december blev dette tal tredoblet til 249 hændelser.
Mens terrormordene fortsætter, fordømmer Det palæstinensiske Selvstyre, Israels såkaldte fredspartner, ikke længere handlingerne, men fordømmer snarere Israel for at iværksætte menneskejagter for at finde morderne! De gør frækt nar ad den klynkende internationale pro forma-fordømmelse, der fremstår som en. Og opmuntringen til vold mod jøder fortsætter på alle planer.
Det palæstinensiske Selvstyres upopulære og aldrende præsident, Mahmoud Abbas, nærmer sig sin afslutning. Eftersom han ikke har præsteret noget som helst og kun bliver holdt ved magten af godt bevæbnede, brutale lakajer, er han fornylig begyndt at skrue op for lydstyrken i sin racistiske, anti-Israelske retorik og bliver mere og mere ekstrem som dagene går, i et håb om at fastholde magten.
Judæa og Samaria (Vestbredden), hvor han regerer, er infiltreret af sovende Hamas-celler og urostiftere. De ligger i venteposition indtil muligheden for at styrte ham, overtage magten og derefter samordne deres aktiviteter med deres herrer i Gaza.
Men nogle er slet ikke bekymrede. Den muslimske journalist, Bassam Tawil, skrev: ”Der er ikke noget nyt på den palæstinensiske gade. Palæstinensiske trusler om vold og udvandring fra enhver ’fredsproces’ er gamle, gamle nyheder. Jerusalem er ikke i brand. Jerusalem er anspændt, har længe været det, fordi palæstinenserne endnu ikke har klaret at acceptere Israels ret til at eksistere. Det er den virkelige historie. Palæstinenserne raser og raser og raser af en eneste grund: fordi Israel eksisterer” (”Newsflash: Jerusalem Not on Fire!”, Gatestone, 10. december 2017). Tawil tilføjer, at der er flere journalister i Jerusalem på udkig efter en historie, end der er demonstranter på gaden.
Låget kan snart ryge af den kogende kedel. Israel vil være klar til den efterfølgende vold, men prisen i form af menneskeliv og kvæstelser vil være stor. Israels tro vil blive prøvet, men de trofaste løfter i Guds Ord vil blive bekræftet.