David B. Goldberg, M.A.
Et fundamentalt princip i jødisk lære er, at der ikke er noget, der er overflødigt i Den hellige Skrift; hvert ord er vigtigt. Så hvorfor er historien om Arons ældste sønner, Nadab og Abihu, nævnt fire gange i skriften (3. Mos. 10, 1-2; 16, 1; 4. Mos. 3, 4 og 26, 61)? Det var dem, der blev fortæret af ild, da de frembar ”fremmed ild” ved indvielsen af Tabernaklet.
Guds lov er uforanderlig. Vi kan komme med spekulationer, om sønnerne mistede selvkontrollen, var beruset, var upassende klædt, kappedes om at erstatte Moses og Aron, eller værre endnu: på baggrund af de mange forklaringer af deres synd bliver det klart, at stolthed var en grundlæggende årsag.
Sådan er det også i dag!
Efter en kort periode i den nyere historie efter Holocaust, i hvilken flertallet af nationer sympatiserede med det jødiske folk og tillod dem at få deres egen stat, vendte verden sig hurtigt til en mere fjendtlig holdning. Så da Israels åbenlyse fjender udtrykte deres afvisning af jøderne som folk gennem krig, terror, boykot, delegitimering (forsøg på at stille Israel i dårligt lys) og asymmetrisk krigsførelse, så svarede verdens civiliserede nationer med officiel bekymring, men gjorde generelt ingenting. Handel og adgang til olie fik forrang frem for moral.
Der var undtagelser, den vigtigste blandt dem USA, men det afhang af den til enhver tid siddende præsident.
På regeringsniveau rundt om i Europa er der i dag en slet skjult foragt for Israel. Nyere studier viser, at ca. 40 percent af europæerne betragter israelerne som lige så onde som nazisterne. Akademisk og teknologisk udveksling med Israel fortsætter, handeler indgås, men der er en allestedsnærværende atmosfære af foragt for Israel.
Et område, hvor dette manifesterer sig er i den Europæiske Unions (EU’s) holdning mht. Judæa og Samaria (Vestbredden). Israels rettigheder er baseret på uigendrivelig international lov, men EU ignorerer frækt dette, idet det bevidstløst gentager den muslimske verden og kalder israelsk vækst ”illegale bosættelser”. To hundrede steder i verden er der uløste grænsekonflikter, men kun den, der involverer Israel, mødes med internationale fordømmelser. Ironisk nok har Israels udvidelse af de jødiske samfund på den anden side af den ”Grønne linje” været mindre under den nuværende premierminister Benjamin Netanyahus lederskab end i tidligere tiår med premierministrene Ehud Barak og Ariel Sharon.
Det bør nævnes, at da FN’s generalsekretær Ban-Ki Moon i marts refererede til Vestsahara som ”okkuperet” af Marokko, satte dette gang i en regional protest; hans administration måtte undskylde efter få dage, og han trak sine ord tilbage.
På arrogant vis ønsker EU produkter fra de omdiskuterede områder mærket som ikke-israelske, et åbenlyst dobbeltmoralsk krav, da tilsvarende ikke kræves af andre stridende parter i verden: ikke af tyrkerne på Cypern, ikke af kineserne i Tibet eller overhovedet andre steder. Til sidst ændrede EU sine krav, men EU’s Israel-ambassadør, Lars Faaborg-Andersen, og EU’s højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Federica Mogherini, optrådte både fordomsfulde og krænkende.
Selv før EU så dagens lys, blev Israel behandlet som en andenrangs borger-nation i verden. I en foruroligende artikel (Swiss Years of Terror: The secret agreement with the PLO, 2016) afslører den schweiziske journalist Marcel Gyr, at i 1970’erne, da terroristernes flykapringer skabte overskrifter en gang om måneden, lavede Frankrig, Tyskland, Italien og Schweiz aftaler med Den palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) om, at de ikke ville retsforfølge terrorister inden for deres grænser, hvis blot deres nationer ikke blev ramt. Terrorister, som den berygtede ”Sjakalen” Carlos, pralede endda med, at de følte sig sikre og uden for fare i Schweiz (“Terrorism and European Democracies,” Manfred Gerstenfeld, Jerusalem Post, 27. marts 2015).
Moral betød ikke noget for statsledere. De understøttede terrorister, husede og beskyttede dem, mens Israel var forhindret i at retsforfølge dem.
Store selskaber var meddelagtige i aftalerne. I et tilfælde for 40 år siden betalte en stor amerikansk bank underhånden PLO, så dens filial i Beirut, Libanon, kunne forblive sikret, et klassisk tilfælde af beskyttelsespenge betalt til gangstere. Dette var normal praksis blandt selskaber, der ønskede en indgangsport i den tidligere finansielle hovedstad og kosmopolitiske legeplads i Mellemøsten.
Efterhånden som terrorgrupperne blev rigere, og da deres terrorceller stadig blev beskyttet af vestlige regeringer, voksede forbrydelserne mod Israel. Jøderne var verdens legendariske syndebuk. Mens Israel eller dets borgere og diplomatiske udsendinge var og stadig er terrorens hovedmål, vendte verden det blinde øje til.
Det nåede sit højdepunkt i 2015 med atomaftalen med Iran. Der var ikke tale om forsøg på bedrag fra Irans side, når det omtalte Israel. Irans intention om at udslette den jødiske stat blev fremsat igen og igen af de iranske talsmænd, og det er stadig hensigten. Det afskrækkede dog aldrig de lande, der forhandlede med Iran, hvis bare de kunne få den mindste lille aftale med landet. Den aftale, de fik, var elendig. Ved at overholde retningslinjerne, vil Iran have uhindret adgang til kernevåben inden for ti år eller så, og Europa vil have uhindret adgang til handel med Iran.
Indtil i dag har Iran brudt aftalebetingelserne flere gange. Det har fortsat med at udvikle og afprøve ballistiske missiler, som kan armeres med atomsprænghoveder og kan nå Israel og Europa. Med frigivelsen af milliarder af dollars i indefrossen kapital til Iran og med underskrivelen af flerårige handelsaftaler, er Irans sponsorering af terrorgrupper i hele verden vokset.
Allerede nu truet fra alle sider er Israel igen blevet offerlammet. Israel er på papiret medlem af nationernes samfund via FN. I realiteten er Israel dog ikke regnet blandt nationerne, præcis som Bileam profeterede (4. Mos. 23, 9).
Mumlerier fra Washington antyder, at præsident Barack Obama i indeværende år vil afpresse Israel til at opgive land. Han vil opnå det ved at true med ikke at beskytte Israel mod FN’s Sikkerhedsråds forsøg på at påtvinge Israel en beslutning om at skabe en anden palæstinensisk stat. Hvad enten Obama nedlægger veto eller ej, så vil Israel alligevel tabe.
Men handlinger har konsekvenser, som eksemplet med Nadab og Abihu viser (jfr. Ap. G. 5, 1-5).
De europæiske regeringers selvretfærdighed, hvor de stolt erklærer sig som et efter-kristent kontinent og med sikkerhed mener at kende en bedre vej end den ”gammeldags” bibelske befaling om at velsigne og beskytte Israel, har resulteret i en afstraffende og selvdestruktiv politik.
Da de europæiske og nordamerikanske døre åbnedes for immigranter, strømmede muslimske flygtninge ind. De medbragte en kultur og et værdisystem, som er fremmed for de vestlige lande. De frie nationer forventer nogle fordele, idet de tror, at immigranterne vil bidrage med hårdt tiltrængt arbejdskraft og befolkningstilvækst. Flugt fra forfølgelse er den almindelige begrundelse for denne åbne dørs politik. En betydelig del af ”flygtningene” flygter helt sikkert fra forfølgelse, men en stor del er økonomiske migranter. Flertallet er mænd i den arbejdsdygtige alder fra 18 til 49 år, mærkeligt nok ikke ledsaget af deres familier.
Fuldstændig samvittighedsløst ignoreres andre. Kristne er de mest forfulgte mennesker i muslimske lande (jøder blev dræbt eller jaget på flugt for årtier siden). Folkedrab begås i Ægypten, Irak, Libyen, Nigeria og Syrien. Kristne mænd myrdes i tusindvis, kvinder og døtre sælges som koner og sexslaver og børn som slaver. De halshugges, brændes og korsfæstes (”Inconvenient Genocide”, Caroline Glick, i Jerusalem Post, 8. april 2016). Dog har de overlevende blandt dem mindst adgang til beskyttelse i Europa og Nordamerika. De er massivt underrepræsenterede i immigrantstatistikkerne.
I stedet oversvømmes storbyer af en befolkning, som vil ændre Europas udseende inden for en generation. En hovedstad, berømt for sine museer og klassiske musik, har allerede 150 muslimske børnehaver: Wien i Østrig. Lærerne er alle muslimer og i mange klasser er undervisningssproget ikke tysk, ifølge professor Ednan Aslan ved Institutet for islamiske studier ved Wiens universitet (Kurier, Østrig, 15. december 2015).
Bibelske principper kastes over bord og erstattes af den sekulære, humanistiske og endda økonomisk motiverede dagens mode med den vildledende betegnelse ”social retfærdighed”. Hvis Messias tøver, skal vore børns generation bære konsekvenserne af stolthed.